Homøopatisk medicin er en alternativ medicineringsform baseret på mineraler og planter. Homøopatisk medicin har af mange mennesker været en uskadelig behandlingsform i adskillige år. Naturmedicin er sågar anvendt af rigtig mange læger. Der er mange forhandlere af homøopatiske produkter.



Homøopati bygger på princippet, ”Lige helbredes med Lige” (på latin: Similia similibus curentur).

Lægemidlerne har i vid udstrækning vist sig gavnlige for flere patienter. I flere tilfælde har homøopatisk medicin vist sig at have bedre klinisk effekt end placebo.

Homøopatisk medicin

Historie om homøopatien

En tysk læge ved navn Samuel Hahnemann anses for at være homøopatiens ”fader”. Efter at have eksperimenteret med forskellige naturlægemidler, opdagede han i 1790 at kinabark – som egentlig var et middel mod malaria – fremkaldte malaria-lignende symptomer hos raske. Han udledte af dette, at patienter med disse symptomer kunne behandles med det stof som frembragte symptomerne hos raske.

Hahnemann står som grundlægger af homøopati, har homøopatien sit udspring i signaturlære.

Signaturlæren var fremherskende i middelalderen og senere især hos lægen Paracelsus (1493-1541), der udtrykte, at det der ligner helbreder. Signaturlæren er grundlaget for handlinger som f.eks. at spise et løvehjerte for at blive modig eller næsehorn for at få potens. Samme tankegang ligger bag forestillinger som f.eks. at vorterod skulle være godt for vorter og safran mod gulsot.
kilde: wikipedia

Homøopatien blev meget udbredt i 19-hundredetallet. De første skoler begyndte så småt at åbne i midten af 1800.